Dit fitnesscenter – kan du huske det, selv om det er ved at være nogle uger siden? Jeg husker mit og savner det. Set i lyset af corona-krisen, så savner jeg dog ikke den beskidte smittebombe, som fitnesscentret desværre også har været.
Men forhåbentlig ændrer det sig efter corana. For der er intet som en krise, der kan gøre os mennesker klogere. Det gælder også corona-krisen. Det er blevet sagt mange gange under krisen, at der er en verden før og efter corona. At meget vil forandre sig. Og det er givet rigtigt.
Forhåbentlig gælder det også i vores fitnesscentre. Tænk på det vi har lært om sammenhængen mellem god hygiejne, hyppig håndvask og smittespredning i de seneste uger. Og så tænk tilbage på dit fitnesscenter og hygiejnen dér før corona. Der er en verden til forskel!
Træningsmaskiner, der alt for sjældent blev rengjort af centret, og kun sjældent blev sprittet af før og efter brug af os brugere. Dertil en elendig rengøring af omklædningsrum, bad, sauna, toiletter og træningsarealer.
Himmelråbende forskel på hygiejne og rengøring i Berlin og i København
Før coronaen var jeg ofte i Berlin og havde der mit faste træningscenter. Der var en himmelråbende forskel på hygiejnen og rengøringen i det center sammenlignet med de centre jeg kom i i Danmark.
Uanset om jeg kom i det tyske center formiddag, eftermiddag eller aften gik der altid rengøring rundt – og der var rent. Alle tyskere havde håndklæde med, som de sad på, og afspritning var reglen, ikke undtagelsen. Sådan var det bestemt ikke i Danmark.
Nu er det jo ikke sådan, at de hygiejneregler, som Søren Brostrøm og Sundhedsstyrelsen har banket ind i hovedet på os alle sammen er nye opdagelser. Tværtimod er det gammelkendt stof, som vi brugere af danske fitnesscentre – og ejerne af samme centre – mere eller mindre har glemt:
At hyppig håndvask, afspritning og rengøring forhindrer smittespredning. Det gælder ikke alene i forhold til coronavirus, men også i forhold til alle de andre vira og bakterier, vi mennesker kan smitte hinanden med a la forkølelse, influenza m.m.
Massage og træning rimer dårligt på virus og forkølelse
Lige før corona brød ud i Danmark, skrev jeg en blog om, at massage og træning rimer dårligt på virus og forkølelse. Fik du ikke læst den, så læs den her:
https://www.massageart.dk/massage-rimer-daarligt-paa-virus-og-forkoelelse/
Mit budskab var det enkle, at både det at få massage og at træne mens man er sløj, forlænger ens sygdomsforløb, fordi begge dele bruger den energi kroppen ellers skal bruge på at bekæmpe virus.
Hvad jeg ikke fik med i den blog var, at vi også spreder smitten til andre, når vi møder småsløje op i fitnesscentret.
Corona-krisen har gjort os mennesker klogere
Men som sagt, corona-krisen har gjort os mennesker klogere. Forhåbentlig vil vi hver især huske de ret enkle regler, når fitnesscentrene snart slår dørene op igen: At vaske hænder hyppigt, spritte af før og efter vi bruger en maskine, huske at sidde på et håndklæde – og så i øvrigt holde os væk fra centret, hvis vi er syge. Så vil færre af os, rent faktisk blive smittet og syge.
Og forhåbentlig har fitnesscentrene også lært noget i forhold til deres elendige rengøring hidtil. Kan være, at det så bliver nogle kroner dyrere, men med corona in mente er det en pris, jeg gerne betaler.