Januar er nytårsforsætternes måned. Nu skal sulemånedens aflejringer lige nord for hofterne deletes, så navlen igen kan få en mere tilbagetrukket position. Det gir’ trængsel i fitnesscentrene og på løbestierne, for f….., nu skal den have en over nakken.
For mange fader træningsiveren ud efter nogle uger. Man bliver fanget af hverdagens trommerum, travlhed på jobbet, en længerevarende forkølelse, influenza eller sjovere fristelser end hård træning.
Nytårsforsætternes bratte ende
Men for nogle får træningsambitionerne en brat ende på grund af en skade. Muskler, sener eller led kan simpelthen ikke følge med.
I lørdags kom den første på briksen med bristede nytårsforsætter, og i søndags den næste. Den ene med skulderproblemer på grund af for hurtig øgning af kiloerne på vægtstangen, den anden med ondt i knæet på grund af for hurtig øgning af kilometerne ved løb. Ærgerligt, selv om ingen af delene var uoprettelige skader.
4 gode råd til din træningsambitioner
Det fører mig frem til fire simple anbefalinger i forhold til din træning, som er gode at iagttage, navnlig hvis du ikke er vant til at træne:
- Varm godt op inden du træner
- Træn varieret og hav min. én pausedag om ugen
- Øg belastningen gradvis – max. 2,5-10% øgning pr uge
- Lyt og reager på kroppens signaler
Det fjerde råd om at lytte og reagere på kroppens signaler kræver et par uddybende bemærkninger. Ømhed i dagene efter en træning er naturligt og helt ok. Du kan dog mindske ømheden ved at lave udstrækning efter træningen.
Smerter er altid et relativt begreb, da vi mennesker har meget forskellige smertetærskler. Men en gammel skrøne om, at smerter bare skal trænes væk, er, ja – en skrøne. Omvendt vil mange opleve lette smerter, fx lige når de starter træningen eller morgenen efter træningen, når de står ud af sengen. Men hvis smerten ikke foretager sig hurtigt efter, men fortsætter og måske forstærkes henover tid, så er det vigtigt, at du indstiller eller skruer ned for den træning, der belaster den eller de sener, muskler eller led, hvor du har ondt.
Knæsmerter skyldes oftest spændte lårmuskler
Et typisk sted for (nye) løbere at få smerter er ved knæet. Den opløftende nyhed er, at langt de fleste knæsmerter skyldes spændte lårmuskler, og det kan derfor klares med en gang massage.
Det kan du læse mere om i den her blog:
https://www.massageart.dk/ondt-i-knaeet/
Og helt generelt så husk, at kroppens muskler og sener er ligesom en bilmotor, når den bruges, skal den med jævne mellemrum vedligeholdes og smøres.
Held og lykke med træningen, ønskes du af muskelmekanikeren!