Sætningsskader i kroppen er et resultat af de tildragelser, som vi udsætter vores krop for gennem livet. Af store såvel som små hændelser.
Lad os starte med en af de små. Når du som løber køber nye løbesko, så kræver det en langsom tilvænning. Trods det oplever mange, at man pludselig får ondt eller føler spænding, hvor man måske ikke har haft det før, fx i læggene, omkring knæene, i lårmusklerne eller i lænden.
Der er jo ikke tale om uoprettelige sætningsskader i kroppen, men noget kroppen stille og roligt selv udligner, eller som kan løsnes op med en gang massage.
Værre kan det være med større fysiske skader, der kan føre til lange og ligefrem livsvarige sætningsskader i kroppen.
En brækket ankel kan give mange sætningsskader i kroppen
Fx knoglebrud der fører til flere uger eller måneders deaktivering af et ben eller en arm, mens andre dele af kroppen må tage over.
En brækket højre ankel med nogle uger på krykker, giver flere sætningsskader op gennem kroppen: Spændinger i venstre hofte og lænd, fordi tyngden i kropsvægten flytter over i venstre-siden af kroppen. Men også spændinger i nakke, skuldre, arme og håndled pga. tiden på krykker.
Mange af de sætningsskader i kroppen vil ikke nødvendigvis være irreversible, men KAN blive det.
Selv har jeg en sætningsskade i min venstre hofte efter to knæoperationer i højre knæ for mange år siden. Jeg fik aldrig samme førlighed og styring i og omkring mit højre knæ efter den første knæoperation. Jeg var dengang heller ikke opmærksom og bevidst nok om genoptræningen af mit højre ben. Derfor fik jeg ikke flyttet kroppens tyngdepunkt tilbage til midten af kroppen. Jeg blev mere eller mindre hængende med tyngden i venstre-siden. Resultatet er, at det næsten altid er i venstre hofte jeg har ondt.
Spændinger og modspændinger
Kroppen forsøger hele tiden selv at afbalancere sig. Men det betyder også, at en spænding i fx venstre hofte, der måske er opstået pga. et problem i højre knæ eller ankel, kan forplante sig i en (mod)spænding i højre skulder.
Eller en spænding på forsiden af venstre lår, vil skabe en (mod)spænding på bagsiden af højre lår.
På samme måde kan ondt i lænden i venstre side skabe (mod)spænding i hoftebøjerne i højre side.
Som behandler har jeg derfor altid fokus på hele kroppen. Så selv om du som klient kommer og siger, jeg har ondt i højre skulder, så vil jeg tjekke, om der er en sammenhæng med en eventuel spænding i venstre hofte. Det er ikke altid, at der er det.
Ondt i højre skulder kan også være forårsaget af problemer med iskias i samme side af kroppen, altså i højre balle, og/eller af spændinger fra højre arm. Der er ikke altid simple facitlister, når det handler om kroppen og dens sammenhænge.
Traumer aflejrer sig som sætningsskader i kroppen
Både fysiske og psykiske traumer er også noget, der aflejrer sig også som sætningsskader i kroppen.
Jeg havde en klient, der som barn var ude for en voldsom skoldningsulykke af venstre skulder og arm. I hele sit voksenliv gik hun rundt med en kronisk spænding i samme skulder. En spænding som hun først fik forbundet med skoldningsulykken – og fik forløst – mange år senere i forbindelse med en kropsterapeutisk behandling.
Piskesmæld er et andet typisk traume, der for mange forårsager (lang)varige sætningsskader i kroppen. Fx i form af spændinger i ryg, skulder, arm, nakke og deraf følgende hovedpine.
Samlet kan man sige, at vores krop afspejler vores liv med de oplevelser og hændelser af både fysisk og psykisk karakter, som vi møder gennem årene.
Nogle oplevelser og hændelser sætter sig midlertidige spor i kroppen. Andre varige spor, som vi bærer rundt på resten af livet. Alt efter hvad det er, kan massage, kropsterapi eller psykoterapi i mange tilfælde løsne op, lindre eller forløse.
Men at undgå sætningsskader i kroppen kan vi ikke.